Det Dobbelte Bogholderi er en metode, der anvendes til registrering af virksomhedens økonomiske transaktioner. Den ældste beskrivelse af metoden stammer tilbage fra 1494. Metoden er beskrevet som noget man allerede dengang kendte i forvejen. Man har kunnet spore Det Dobbelte Bogholderi helt tilbage til det 13. århundrede.
Formålet med metoden er at kunne se hvordan en transaktion påvirker virksomheden økonomisk samt formindske muligheden for fejl og sikre et mere præcist regnskab.
Hvordan fungerer Det Dobbelte Bogholderi?
Metoden tager udgangspunkt i en opdeling af virksomhedens økonomiske transaktioner. Til opdeling af virksomhedens økonomiske transaktioner anvendes en kontoplan. En kontoplan er nødvendig for at kunne bogføre, da kontoplanen fastlægger, hvilke konti virksomheden anvender.
En kontoplan opdeler transaktionerne efter deres art, for eksempel omsætningskonto, hvor virksomhedens indtægter samles. Kontoplanen opdeles yderligere i konti efter om det er en driftskonto eller balancekonto. Driften består af virksomhedens indtægter og omkostninger, mens balancen består af virksomhedens aktiver og passiver. Aktiverne består af den værdi der er i virksomheden, og passiverne består af virksomhedens egenkapital og gæld.
Kontoplanen kan man som udgangspunkt lave som man vil, men den indeholder altid 4 overordnede kategorier:
- Indtægter
- Omkostninger
- Aktiver
- Passiver
I den daglige bogføring opdeles kontoplanen oftest yderligere. Det kan blandt andet gøres ved at man opdeler arts konti efter formål. Et eksempel herpå kan være lokaleomkostningerne – som er en artskonto – der opdeles i husleje, el, varme, vedligeholdelse, mm – som altså er formåls opdelte. De artsopdelte konti bliver dermed specificeret ud, således virksomheden med opdelingen kan få et mere præcist indblik i, hvilke udgifter de har i forbindelse med lokalet.
Metodens anvendelse i dag
Det Dobbelte Bogholderi går ud på, at hver transaktion skal bogføres to gange – heraf Det Dobbelte Bogholderi. Hver transaktion skal udligne sig selv, hvilket sker ved at alle transaktioner skal bogføres i både debet og kredit med samme beløb. Oftest bogføres der på en driftskonto med en modkonto i balancen, for eksempel når virksomheden har et varekøb (debet i driften) som betales fra banken (kredit i balancen).
Når man skal finde ud af, hvorhenne posteringen skal debiteres og krediteres, kan man se det som tilgang og afgang. Hvis tilgangen sker på en omkostningskonto eller aktivkonto skal afgangen bogføres i kredit. Men hvis tilgangen sker på en passivkonto eller indtægtskonto skal afgangen bogføres i debet. Det vil sige at virksomhedens varekøb skal debiteres i driften, da det her tilgangen (værdien) tilføres, og det skal krediteres på bankkontoen i balancen, da afgangen sker her.
Når man skal bogføre, kan man altså kigge på hvor kapitalanvendelsen eller -fremskaffelsen er. Udfra de fire nedenstående punkter, kan man afgøre om posteringen skal være i debet eller kredit. Hvis posteringen:
- forøger omkostningerne skal der debiteres, mens en reduktion skal krediteres
- forøger indtægterne skal der krediteres, mens en reduktion skal debiteres
- forøger virksomhedens aktiver skal der debiteres, mens en reduktion skal krediteres
- forøger virksomhedens passiver skal der krediteres, mens en reduktion skal debiteres
De sidste ord…
Metoden bruges i dag i det meste af verdenen som standard og har ikke været underlagt synderlige forandringer siden dens oprindelse. Det vil altså sige, at den metode der blev opfundet helt tilbage i det 13. århundrede – længe før lommeregnere, computere, regnskabsprogrammer, osv. – stadig bruges den dag i dag. Dét er da ret vildt!
Virker det uoverskueligt at starte op på? Så kan du læse mere om vores ydelser indenfor bogholderi lige her!